12 gode råd om stress

Der er mange gode (og mindre gode) råd til, hvordan man håndterer stress. Her får du nogle af mine bedste råd til, hvordan du selv kan være med til at behandle din stress.

Lav en liste over de fem ting, der stresser dig mest

Du kan sandsynligvis føje flere ting til listen, men du skal vælge fem ting ud, som du vil fokusere på (det er vigtigt, at det er ting, du har indflydelse på, og at du ikke putter global opvarmning eller lignende på din liste). Hvilke muligheder har du for at skrue ned for de ting der stresser dig?

Afstem forventninger med dine omgivelser

Superman og superwoman findes ikke. Sørg for at afstemme forventninger med dine omgivelser. Undersøgelser viser, at vores at langt de fleste af vores forestillinger om, hvad vores omgivelser forventer af os, ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Så hvis du har en forestilling om at din chef forventer at du læser mails til langt ud på aftenen, fordi at han selv gør det, så skal undersøge om den forestilling er reel. Det gør du ved at lave nogle konkrete aftaler med din chef.

Prioriter dine opgaver

Gennemgå dagens opgaver og prioriter det der er vigtigst og lad mindre presserende opgaver ligge. Vær i nuet og koncentrer dig om det, du sidder med i øjeblikket. En god organisering af din arbejdsdag handler også om at prioritere de mest komplekse og vanskelige opgaver tidligt på dagen, mens du fortsat er klar i hjernen og har energi.

Fokuser på dit personlige lederskab og sig nej tak

Er du havnet i en situation, hvor du føler dig presset, så giv dig selv lov til at bevæge dig væk fra situationen, så du kan få et overblik. Spørg dig selv om det er noget du skal sige ja til, kan sige nej til eller måske er det noget, som du rent faktisk har mulighed for at sige pyt til. Det er som om vi har skabt en ja-kultur hvor vi skal sige ja til alle opgaver og overkomme alt. Det skal du ikke. Du har ret til at sige fra. Personligt lederskab handler om at føle sig fri til at sige ja tak og nej tak, og først når du gør det, kan du blive stressfri.

Hold pauser

Når det angår pausekultur på vores arbejdspladser tør jeg godt at sige at de fleste virksomheder har en fuldstændig rådden pausekultur… Og det må være fordi de ikke har forstået hvilken værdi jævnlige pauser har for den enkelte og for stresskulturen og effektiviteten på arbejdspladsen. Pauser og hvile er stort set lige så vigtig som søvn. Undersøgelser viser at et af de vigtigste og enkle råd mod stress er at holde pauser jævnlig i løbet af dagen. Husk at pauser er restitutionstid, hvor din hjerne skal have ro. Det er vigtigt at det foregår væk fra skærmen, og gerne i det fri. Det hjælper altså ikke noget, at du griber i lommen efter din mobiltelefon på vej hen til kaffemaskinen. Mange af os kan med meget få justeringer, få flere pauser ind i vores hverdag, hvad enten vi er på job, arbejder hjemme eller går hjemme og i langt de fleste tilfælde vil vi oven i købet opleve at vi bliver langt mere effektive, og får langt mere overskud i hverdagen.

Tal pænt til dig selv

Negativ, dømmende, vurderende og kritisk indre dialog har det med at tage til i styrke, når vi bliver pressede. Træn dig i at være tålmodig, venlig og accepterende over for dig selv. så hvis vi giver os selv flere klap på skulderen og generelt er mere accepterende og overbærende, så får vi et bedre selvværd. Og et godt selvværd lægger en god grund eller base for ikke at blive stressede.

Bed om hjælp

Du kan og skal ikke klare alt selv. Vi har alle ind imellem brug for hjælp. Tænk over hvad der holder dig tilbage i forhold til at søge hjælp hos andre når du har brug for det og tænk nøje over, hvem du kan bede om hjælp i forskellige situationer. Find og navngiv dine gode hjælpere.

Gør ting der giver dig energi

Noget af det første jeg siger til folk der har stress er at de skal fokusere på at gøre ting og lave aktiviteter der giver dem glæde og energi, sammen med mennesker der giver dem glæde og energi. Når vi har været igennem et længere stressforløb er det jo ofte fordi vi har foretaget ting og handlinger der har drænet os for energi og måske har vi oven i købet været sammen med mennesker der stresser os. Ingen kan blive ved med at give uden også at modtage. Det er sundt at prioritere sig selv, uanset om det drejer sig om små pauser i løbet af din arbejdsdag, læse en god bog, samvær med venner og familie, motion, meditation eller noget helt andet. Det er en god ide, at sørge for at lægge gode, rare og lystbetonede oplevelser ind hver dag og have blik for dem, der allerede er. Find din egen gode balance mellem arbejdsliv og privatliv og understøt den i de valg, du foretager dig dagligt.

Bryd de dårlige vaner

Når man er presset og føler sig stresset, er man tilbøjelig til at gøre mere af det der stresser en. Det er ofte trygt at fortsætte med de vaner eller mønstre vi kender så godt og har øvet rigtig mange gange. Vi sætter måske farten op, drikker mere kaffe, spiser meget sukker, tager bilen i stedet for cyklen, ryger endnu mere osv. – alt det modsatte af hvad der er godt for én. Vær opmærksom på den dårlige spiral og bryd den, men gør det i små step. Hvis du tager det hele på en gang risikerer du nemlig at det stresser dig mere end det gavner. Få motion regelmæssigt, spis sundt og hold dig i mental god form, men husk ikke at bryde alle vanerne på en gang.

Få din nattesøvn

Søvn og hvile er nødvendigt for at forebygge stress. Problemer med at falde i søvn eller urolig og afbrudt søvn er almindelige stressreaktioner. Når du sover dårligt, bliver du også mere sårbar og har vanskeligere ved at håndtere stressbelastninger. Det er i søvnen og hvilen, at du genopbygges fysiologisk og psykisk. Søvn handler i høj grad om vaner og rutiner. Du har sandsynligvis brugt lang tid på at opbygge dine dårlige søvnvaner, og nu skal du have tålmodighed til igen at ændre og opbygge de sunde og gode søvnvaner. Din nattesøvn ændrer sig desværre ikke over natten, så det kræver en vis portion vedholdenhed igen at komme ind i en sund og god søvnrytme.

Mediter

Meditation, mindfulness og yoga er alle stærke og virkningsfulde discipliner der hjælper os til en bedre forbindelse til kroppen og samtidig flytter fokus væk fra diverse tanker, fantasier og forestillinger som kan løbe af med os. Nærværstræning, åndedrætstræning, meditation, mindfulness og yoga er elementer, der i en travl hverdag kan styrke vores indre oplevelse af os selv, og som hjælper os til at være bedre til stede i nuet. Med nærværs- og åndedrætstræning kan vi skabe en anden ro og forbindelse til os selv, samtidig med at undersøgelser viser, at meditation og nærværstræning styrker og udvikler vores hjerne og regulerer vores centralnervesystem, så vi bliver i stand til at tænke klarere, fokusere og huske bedre.

Dyrk motion

Motion er et tveægget sværd i forhold til stress. Med den rette balance er motion rigtig sundt for organismen, men overdrives det eller motionerer du forkert, kan det være direkte skadeligt, da motion nedbryder kroppens celler og kan stresse kroppen. Under træning nedbryder vi rent faktisk kroppen og det er først i den efterfølgende restitutionsperiode at kroppen genopbygges. Så når du træner og restituerer fornuftigt, genopbygges kroppen og bliver stærkere end tidligere.

Hvis du har brug for mere hjælp til at håndtere din stress, så kan du følge mit kursus “Sådan bliver du stressfri på 10 uger”, hvor jeg kommer i dybden med de råd du har fået her – og mange flere. Jeg sørger for, at du får lige præcis den viden og de redskaber du skal bruge for at behandle din stress og leve en stressfri tilværelse.

Af Jesper Peter Rasmussen, oktober 2018