Modstand endnu en ressource

Denne artikel ser nærmere på modstand som en del af den menneskelige eksistens og som en naturlig del af relationen mellem mennesker. Artiklen kaster lys over forskellige almindelige og fællesmenneskelige måder at møde modstand på, måder som er. Begrebet modstand bredes ud i nuancer, og der skabes et fundament for forståelse og muligheder for at arbejde med egen og andres modstand som en væsentlig ressource. Især dette ressourceperspektiv er nyt i forhold til den traditionelle måde at arbejde med gestalt på; ifølge det er enhver form for modstand en ressource, som kan inviteres ind i kontakten.

MODSTAND – EN ALMINDELIGHED

Ganske tidligt i vores udvikling træner vi færdigheder, som på længere sigt bliver til vores redskaber for modstand. Spædbarnet reagerer med gab og bortvendt blik, når kontakten bliver lidt for meget, eller når en sansemæssig mæthed indtræffer. Når barnet er lidt større, ryster det på hovedet, siger ‘nej’ eller skubber hånden med skeen væk, når det ikke ønsker den tilbudte mad. Disse tidlige autonome impulser kan betragtes som de første byggesten for det, som senere i livet udvikles til selvstændighed, egen mening samt evnen til at stoppe op og spørge: »Er dette godt for mig?«. Modstand er dermed et sundhedstegn, som blandt andet er udtryk for, at individet har kontakt til sine egne indre værdier og behov – til sin egen kerne. Modstand kan blive problematisk, hvis den ikke bliver mødt af os selv eller vores omgivelser, men som udgangspunkt er den altså en ressource, der har til formål at beskytte os mod uønsket kontakt, pres og sanseindtryk.

Når der opstår modstand i kontakten mellem mennesker, betragtes det ud fra et gestaltisk perspektiv som en afbrydelse af kontakten, og denne kan have forskellige direkte eller indirekte udtryk og forekomme på mange niveauer. Kontaktafbrydelsen giver os data om modstanden, og ved efterfølgende at genoprette kontakten, kan vi undersøge og perspektivere modstandens fænomenologi. Modstandens udtryk kan være skepsis, protest, indirekte eller direkte kritik, overspringshandlinger, deflektion eller manglende personlig involvering. Men modstand forekommer også som langt mere subtile fænomener: tilbageholdt åndedræt, undren, overraskelse, et lille ryk tilbage i stolen, et bortvendt blik, lukket kropssprog, kropslig eller mental uro osv.

At være forbeholden, skeptisk eller modvillig er en almindelig og naturlig reaktion, der kan give os plads og tid til at tænke os om og til at mærke efter, inden vi træffer valg og beslutninger. At registrere og give plads til sin egen modstand kan være nok til at skabe den lille pause, der skal til for at beslutninger træffes i en overensstemmende proces mellem tanker og følelser. Modstand kan også skabe indre aktivitet (arousal), og kan dermed hjælpe os til årvågenhed og øget adrenalinniveau, hvilket udvider vores muligheder for handlekraft og udvikling.

Ligesom det er naturligt at mærke og ytre modstand er det også almindeligt at finde modstand besværlig eller farlig. Der kan endda være tale om en nedarvet tendens til at undgå modstand – både hos sig selv og andre. Dette socialt videreførte introjekt kan meget vel være grundlagt, fordi nogen ikke har været i stand til at tåle eller rumme egen og andres modstand. Dette betyder for nogle mennesker, at deres egen modstand enten retroflekteres eller projiceres ud i omverdenen uden ansvar og awareness, mens det for andre betyder, at de udvikler et rigidt mønster omkring modstand, måske fordi deres omverden ikke har været autentiske i måden at møde dem og give dem feedback på. Det kan også for nogen betyde, at de lader sig indfange af modstanden uden at være i stand til at tage imod (introjicere med awareness) andre perspektiver eller meninger. Rigid eller fastlåst modstand kan føre til en kritisk indfaldsvinkel til omverdenen, som projiceres ud, eller til en retroflektiv selvkritisk holdning, der ofte er nedbrydende og destruktiv for individet selv. Omvendt kan løs eller manglende kritik føre til en ukritisk holdning både til sig selv og omverdenen. Ved begge poler undgår vi at modtage brugbar og udviklende feedback fra omverdenen og vores organisme.

Når vi bliver udfordret af noget, der er nyt, fremmed og forbundet med forandring, er der forskel på, hvordan vi håndterer det. Vi har forskellige kapaciteter i vores udviklingszoner, men fælles for os er, at vi bliver usikre, utrygge eller urolige, hvis udfordringen lander et sted, hvor den opleves som ‘for meget’. Der er dog forskel på, hvordan vi viser vores utryghed ved en overvældende udfordring. Nogle mennesker kan sige fra på en tydelig måde, mens andres reaktioner er mere vage. Af og til står det dermed helt klart for os, når nogen ikke vil samme vej som os, mens det andre gange beror på mavefornemmelser eller stemninger, at den anden ikke er vild med det, vi præsenterer.

EKSEMPEL

En personalegruppe sidder til møde, og deres leder har netop fremført planen for de forandringer, der skal implementeres i organisationen. Medarbejderne reagerer med stilhed. I den efterfølgende frokostpause er der nogle medarbejdere, der over for hinanden udtrykker deres tøven og skepsis i forhold til lederens planer.

EKSEMPEL

Jan og Helle er røget ind i en diskussion om et tilbagevendende emne, nemlig det puslespil, der er aftaler og familietraditioner ved juletid. Helle foreslår, at de dropper traditionen med at fejre juledag hos Jans søster. Her begynder Jan at lukke ned; han har ikke lyst til at tale mere om emnet lige nu.

Helle fortsætter med sin argumentation om, at de jo ser Jans søster på mange andre tidspunkter, og at julen i forvejen er travl og stressende. Jan trækker sig længere væk og hører ikke rigtigt efter.

EKSEMPEL

Mie er i terapi og vil gerne have hjælp til at håndtere en besværlig relation til en veninde. Hun fortæller, hvordan veninden af og til invaderer Mie – både ved næsten at flytte ind i hendes lejlighed og ved at tage al hendes tid og opmærksomhed. Terapeuten spørger Mie, hvordan hun har det med, at hun lader sig invadere. Mie reagerer ved at blive sur på terapeuten; det er jo er veninden, der er skyld i misæren, ikke hende.

Der findes forskellige måder at reagere på, når vi møder modstand, og de er alle almindelige og har en naturlig sammenhæng med vores egen erfaring og modningsniveau. De herunder skitserede reaktioner på modstand skal ses progressivt, idet de i stigende grad stiller krav til modtagerens awareness samt kendskab til og arbejde med sig selv og sin rummelighed i forhold til egen og andres modstand.

At gå uden om modstand handler om at undgå modstand, der opleves som farlig eller konfliktfyldt. Når vi går uden om modstand, benytter vi kontaktmønstre som introjektion, deflektion og retroflektion – uden awareness. Vi opdager eller registrerer måske modstanden hos os selv eller den anden, men undgår at bemærke dette og bevæger os i stedet uden om eller væk fra det, der gør os urolige, frustrerede eller bange. Dette mønster kendes også som konfliktskyhed. En måde at gå uden om modstand på kan for eksempel være straks at fremhæve eller fokusere på andre ting, der fungerer. For eksempel: »Vi nåede ikke vores mål i dag, men vi nåede da en hel del andre ting«. Denne undgåelse kan betyde, at vi bliver ukritiske og glemmer at fokusere på det, der også har betydning.

I familier og parforhold hænder det ofte, at én person tager rollen som den, der udglatter eller afleder, når modstand eller uenighed kommer på banen. At gå uden om modstanden lykkes ofte ved hjælp af simple håndgreb som emneskift, kompromisløsninger eller afbrydelser som »er der nogen, der vil ha’ mere kaffe?«. Personen, der her undgår modstanden, får midlertidigt reguleret sit eget nervesystem, men er ofte på standby med en dertil hørende uro eller agtpågivenhed, fordi uenigheden, modstanden eller konfrontationen ligger latent i rummet. Undgåelsen af modstanden kan efterlade de andre tilstedeværende med en oplevelse af ikke at blive mødt – en uforløst energi og en åben gestalt.

EKSEMPEL

Niels er en succesfuld forretningsmand, der har høj status i de virksomheder, han er tilknyttet. Han har deltaget i adskillige succesfulde turnaroundprocesser, og han er god til at skabe resultater, i hvert fald på den korte bane. Han er dygtig til at kigge på ressourcen i enhver problemstilling og har en karisma, der gør at han kan få alle andre til at arbejde i hans retning.

I coaching arbejder Niels med et tilbagevendende mønster, der går ud på, at han ofte kun har succes i en given virksomhed i et års tid, hvorefter han møder modstand i virksomheden og mister gejsten til arbejdet. I coachingen opdager han, at han er bange for ikke at være en succes. Han bliver decideret angst, når folk begynder at kigge på de ting, der ikke fungerer så godt, eller de ting, han ikke er så god til. I stedet for at stå ved, at der er noget han er bedre til end andet, trækker han sig og søger nye udfordringer. Dette mønster har gradvist gjort ham mere og mere ensom.

At gå op imod modstand betyder, at vi følger vores trang til at overbevise, nedkæmpe eller udradere modstand fra andre. Denne reaktion kan udmønte sig i magtkampe, diskussioner om ret/uret eller forsøg på manipulering af den anden part. Resultatet bliver en oplevelse af modstand mod modstand, og situationen kommer nemt til at blive følelsesladet og præget af et øget arousal-niveau. Når modstand bliver mødt med modstand, opstår der nemt en fornemmelse af at skulle forsvare sig, hvilket ofte medfører projektioner uden awareness. Dette fænomen kender vi fra alle former for diskussioner, hvor parterne forsøger at få ret, eller fra skænderierne i parforholdet eller med teenagebørnene. På arbejdspladser udmønter modstandsbekæmpelsen sig ofte i magtkampe, og andre steder bruges denne kommunikationsform også til at afkorte arbejdsgange, processer og diskussioner, så man hurtigt og effektivt kan arbejde hen i mod målet.

At møde modstand med modstand kan ligeledes medføre en oplevelse af ikke at blive mødt. Gestalten efterlades åben eller ‘halvfærdig’ for mindst én af de implicerede personer, som det for eksempel sker, når et barn reagerer med trods og efterfølgende bliver sat på plads. Desuden kan nye uafsluttede gestalter opstå her, idet der i relationen kan skabes en ubalance, fejlafstemning eller asynkronitet i status og magt. Hvis forældrene eksempelvis møder det tidlige teenageoprør med megen modstand, vil teenageren måske se sig nødsaget til at gemme meninger og følelser af vejen. Disse bliver så ikke forløst og vil måske komme til udtryk i andre relationer eller på andre tidspunkter. Samtidig vil en sådan konfrontation have betydning for relationen, idet et magt- og statusforhold her bliver cementeret. Teenagerens tillid og lyst til at ytre sig igen begrænses og tilbageholdes. Der går tid, inden teenageren igen ytrer uenighed, uvilje eller anden modstand – denne gang som et endnu større oprør.

Når to parter bliver ved med at møde hinandens modstand med modstand, vil det altid have den konsekvens, at den ene er nødt til at trække sig eller at give efter. På længere sigt vil et sådant mønster betyde, at den ene part vælger at gå uden om eller at undgå modstand.

EKSEMPEL

Jeppe oplever, at hans hverdag er fuld af en masse konflikter. På arbejdet og derhjemme havner han i den ene diskussion og magtkamp efter den anden. Han beskriver, hvordan han ikke er i stand til at styre det, og at det ligesom bare tager over.

I terapi bliver Jeppe opmærksom på, at han flere gange om dagen får reaktiveret et gammelt mønster fra sin barndom. I skolen blev han mobbet, og hans overlevelsesmetode blev at slås, både verbalt og korporligt. Han fik aldrig den hjælp til at løse konflikterne, som han havde behov for, og siden har han gentaget og automatiseret ‘overlevelsesmønstret’ så mange gange, at det nærmest er blevet en naturlig del af ham og hans adfærd.

Som det fremgår af ovenstående, kan vi uden awareness møde modstand på to niveauer. Vi kan undgå modstanden ved at glide udenom, skifte emne, holde os på afstand osv. Og vi kan møde modstanden med modstand ved for eksempel at modargumentere, overdøve eller overbevise, hvilket ofte ender med magtkamp og med, at den ene part trækker sig. Ofte sker der det, at vi efter at have trukket os fra en magtkamp undgår modstand det næste stykke tid. Således kan et møde eller sammenstød (modstand mod modstand) ende med, at vi regredierer til undgåelse eller undvigende adfærd. Den dynamik, der udspiller sig mellem disse to niveauer, kan være med til at fastholde et mønster, hvor vi uden awareness kommer til at gentage vores måde enten at undgå – eller at støde sammen. Mønstret er så at sige selvforstærkende, fordi der ikke skabes kontakt og derfor heller ikke awareness.

Det at møde modstand på disse niveauer, altså uden awareness, kan være med til, at parterne fastholdes i hver deres yderposition eller ligefrem bliver polariserede. Når modstand mødes med modstand, kan det nemlig opleves som konfronterende eller direkte krænkende, og den, der oplever sig krænket, kan meget nemt føle sig som offer og få behov for at trække sig og overgive sig til et undvigende mønster. Her aktiveres hjælperrollen ofte, idet hjælperen er vældig dygtig til at undgå konfrontationer og i stedet glider uden om ved emneskift og afledning. Polariteter er ligesom dynamikken mellem undgåelse og konfrontation et stærkt mønster, der dog har tendens til at opløses i det øjeblik, vi tager ansvar og inviterer til kontakt, så awareness øges.

EKSEMPEL

Kirstine har et til tider besværligt forhold til sin svigermor, som hun egentlig holder meget af. Store dele af tiden undgår de begge at tale om emner, der indeholder for store forskelle og uenigheder. I stedet bliver de på overfladen og undgår temaer, som kunne være følelsesladede og som dermed kunne generere modstand. En gang imellem sker det dog, at Kirstines svigermor bestemmer sig for at give sin mening til kende og bliver direkte, konfronterende eller bebrejdende i en sådan grad, at Kirstine føler sig presset og anklaget. Af og til reagerer hun ved at gå udenom og for en tid undgå svigermoren. Andre gange går hun op imod sin svigermor, hvilket ender med en magtkamp, hvor begge føler sig krænket. Kirstine reagerer så ved at undgå kontakt og brokker sig i stedet til sin mand, Michael. Han synes situationen er besværlig og føler sig fanget i dette mønster. Michael forsøger at afhjælpe situationen ved blandt andet at invitere til dialog mellem sin kone og sin mor. De to indvilliger og taler sammen om deres oplevelser og reaktioner i forhold til hinanden, men de opnår ikke en autentisk kontakt, hvilket betyder, at mønstret gentages adskillige gange efterfølgende.

At gå med modstand indebærer rummelighed nok til at kunne invitere modstanden inden for i kontakten. Vi forsøger ikke at overvinde modstanden, men derimod at anerkende den. Dette gør vi ved at give plads til forskellige holdninger, værdier, diskussioner og meninger, også uden nødvendigvis at være enige i dem. Vi anerkender med andre ord os selv, hinanden og den modstand vi har, idet modstanden er et udtryk for en beskyttelse af os selv og vores grænser. Når vi giver modstanden kontakt øges vores awareness om, hvad modstanden handler om og hvor den stammer fra. Vores forsvarsmønstre løsnes og ophæves oftest helt, når fuld-kontakt opstår. Her er det et vigtigt element at være nysgerrig, både over for sin egen og andres modstand og intentioner. En person flytter sig først fra et standpunkt til et andet, når det første er blevet udforsket, og når det er blevet undersøgt, hvad bevægelsen til det næste indebærer. Vi kan derfor med fordel undersøge, hvad modstanden handler om og hvornår den opstår, og i det hele taget sætte lys på den og anerkende den.

At gå med modstanden inviterer også til dialog og kontakt mellem mennesker. Gennem dialogen nedtones diskussioner, skænderier og andre uhensigtsmæssige og mindre konstruktive måder at kommunikere på. I en dialog, hvor vi anerkender modstanden, kan vi møde hinanden ligeværdigt og med respekt. Vi giver plads til modstanden ved at støtte hinanden i at tage ansvar for vores behov og meninger, og ved at skabe et rum eller en kultur baseret på tillid og tryghed, hvor det er acceptabelt og ligefrem værdiskabende at ytre og sætte ord på sin modstand. Ved at give modstanden kontakt og tillade den at være der, kan vi også bedre tage ansvar for vores valg og handlinger, i stedet for at projicere ud i omgivelserne. At give plads til modstanden giver således mere fleksibilitet, og det er vejen til at leve efter vores behov ved at mærke efter, hvad vi vil og ikke vil på forskellige niveauer i livet.

At gå med modstanden er kendt fra terapi, coaching og forskellige former for mediering. En teknik, der understøtter denne kommunikationsform, går ud på at tale først i ’jeg-’ og så i ’du-budskaber’. Først får man sagt noget om sin egen fænomenologi, altså sine følelser, tanker, oplevelser og forestillinger, og her bliver man så at sige på sin ‘egen banehalvdel’. Dernæst gives plads til et ‘du’, ved at man forholder sig undersøgende til den andens oplevelser og også spørger ind til den andens reaktion på det, man selv deler. Derudover kan gentagelser og reformuleringer hjælpe til at sikre forståelse.

EKSEMPEL

Karin har forberedt sig en del dage på en vanskelig samtale, hun skal have med sin chef, fordi hun i længere tid har haft samarbejdsproblemer med en kollega. Hun har ‘spillet’ samtalen med chefen igennem utallige gange for at sige det på den helt rigtige måde af frygt for, at han vil afvise hende. Under samtalen viser chefen imidlertid interesse for problemet og undersøger nænsomt, hvad hendes modstand mod kollegaen handler om. Karin får en oplevelse af at blive taget alvorligt, og sammen finder de ind til de konkrete problemer i samarbejdsrelationen. De aftaler efterfølgende et møde mellem Karin og hendes kollega med chefen som mediator. Denne del virker lige pludselig ikke så uoverskuelig efter, at Karin har fået sat ord på sine udfordringer.

At møde modstand som ressource kræver åbenhed for alt det, der er forskelligt fra én selv. Og når modstand som tidligere nævnt er et af de hyppigst forekommende og mest almindelige fænomener, hvorfor så egentlig ikke?

Her er der på samme måde som på forrige niveau tale om en autentisk interesse for den skepsis, modvillighed, uenighed, uro eller angst, der præsenteres af en anden person. At møde modstand som en ressource på autentisk vis kræver, at vi på et dybere eksistentielt niveau oplever modstand som en beskyttelse af os selv, når vi er overloadede eller når vi på forskellige måder er under større pres, end vi magter. Det gør vi ved at holde fast i grundindstillingen om, at modstand er en sund mekanisme for det enkelte individ, og at der som udgangspunkt ikke er noget farligt, dårligt, usundt eller negativt i at mærke og ytre sin modstand. Det handler altså om at møde modstanden i os selv og andre med blide øjne, da den jo som udgangspunkt er en sund beskyttelse af den, der mærker modstanden. Vores organisme sender os signaler, når noget er i ubalance, og når vi tør lytte til disse signaler uden at vurdere dem negativt eller møde dem med angst, kan vi i højere grad handle efter dem. Når vi møder modstanden som en ressource, har vi også mulighed for at anerkende os selv og andre for at udtrykke følelser. Her kan vi sige: »tak fordi du sagde det, det sætter jeg pris på. Det giver os mulighed for at tale sammen på en mere ærlig måde«.

At møde modstand med nysgerrighed fordrer, at modtageren kan udføre bracketing, altså sætte sine tidligere introjekter i parentes eller på standby for at møde den anden person rent og fordomsfrit. Derudover er det essentielt at have en høj grad af awareness så den person, der vover pelsen og ytrer sin modstand også føler tillid og tryghed nok til at stå ved sine meninger og følelser. At møde modstanden med ægte nysgerrighed og tro på, at den vil berige kontakten, kan være medvirkende til, at der hos begge parter opleves en højere grad af afstemt eller associeret fænomenologi. Denne form for møde kræver, at begge parter kan introjicere med fuld awareness, således at ens egen fænomenologi lader sig påvirke af, inspirere af og blande med den andens fænomenologi. For at dette kan finde sted, må rammen være autentisk kontakt i et jeg-du-møde, og kvaliteten af mødet er ligefrem proportionel med graden af awareness. At ytre sin modstand og at blive mødt kan give en oplevelse af forløsning – en afrunding eller afslutning af gestalten.

Vi kan altså med fordel invitere modstanden indenfor og gøre den til genstand for vores opmærksomhed, nænsomhed og nysgerrighed. Tænk engang, hvis du ytrede din uenighed og din samtalepartner mødte dig med: »nå, du har en anden mening? Lad mig høre noget mere!« fremfor at forsøge at overtale dig. At vi inviterer modstanden indenfor kan desuden betyde, at der ikke længere opleves modstand i samme grad. Det bliver tydeligt, at modstanden er en ressource, når den er medvirkende til øget perspektivering, afstemt kontakt og styrket relation.

I familier med teenagebørn kan man i mange tilfælde have stor gavn af at huske, at modstanden er en ressource. Hvis forældrene signalerer åbenhed og mulighed for dialog, når teenageren tager mod til sig og ytrer sin uenighed eller utilfredshed, og så reagerer med »godt, at du fik det sagt«, åbner det for dialogen og kontakten. Her bliver kontakten omkring modstanden en anerkendelse af, at det var godt, at frustrationen fik luft – godt, at ‘svesken kom på disken’.

EKSEMPEL

Organisationskonsulenten Henrik har det meste af en dag arbejdet i et team, da et af teammedlemmerne, Tina, tager ordet. Hun synes, at Henrik i flere omgange har bevæget sig uden om et af teamets kerneproblemer, og det er hun efterhånden temmelig frustreret over. Henrik indleder med at anerkende Tinas mod og fortæller hende, at han er oprigtigt glad for, at hun bringer det på banen, da han ikke har set problemstillingen på samme måde som hun har. Han går endda så langt som til at sige, at hun på den måde har en rigtig vigtig rolle i gruppen, da hun både er yderst observant og tør sige tingene højt, også selvom hun ind i mellem kan synes det er vanskeligt.

Som det er skitseret ovenfor, kan vi med awareness møde modstand på to niveauer. Vi kan give modstanden kontakt og plads i mødet mellem os, og vi kan anerkende og værdsætte modstanden som en ressource ved at italesætte værdien af, at et andet menneske har ‘vovet pelsen’ og bidraget med noget nyt og betydningsfuldt til relationen. Disse to niveauers indbyrdes sammenhæng er af selvforstærkende karakter. Hvis det lykkes os at gå med modstanden og give den kontakt, har vi allerede en høj grad af awareness. Denne skærpede vågenhed gør, at vi også vil opsnappe de små og store tegn på, at vores relation styrkes (ressource), når problemer og forskelligheder siges højt. Derefter vil der ofte være banet vej for at italesætte dette – at gøre værdien og ressourcen eksplicit.

At bevæge sig på disse niveauer stiller krav til kontakt og awareness, både hos den, der mærker modstand og hos den, der møder modstanden. Ligeledes kræver det et højt modenhedsniveau og en evne til mentalisering, når gamle forsvarsværker skal parkeres til fordel for nysgerrighed og åbenhed. Modenhed i denne sammenhæng indebærer et godt kendskab til egne modstandsmønstre og tidligere automatiserede måder at være i kontakt med modstand på. Når vi har et solidt kendskab til vores egen historie, har vi også nemmere ved at genkende en situation med velkendt gestaltkvalitet og derefter benytte os af bracketing – at sætte en del af vores egen historie i parentes. Mentaliseringen sætter os i stand til at betragte relationen lidt ‘fra oven’ – at se os selv udefra og andre indefra. Evner vi at gøre det, kan vi møde modstanden i den nærmeste udviklingszone, hvilket er en forudsætning for at øge awarenessniveauet. Det lille barn, der er frustreret over forældrenes utydelige rammer eller ændring af grænser mødes i første omgang bedst ved, at man selv bevarer roen og anerkender barnets modstand og frustration. Lige her giver det ikke nogen mening at italesætte det værdifulde i barnets udtryk, fordi barnets nærmeste udviklingszone ligger i at blive støttet og lyttet til. At italesætte det ressourcefulde og gå i dialog, hvor barnet skal forholde sig reflekterende til sig selv, er lige her langt ud over det, barnet er parat til.

At møde modstand med kontakt og som en ressource handler som tidligere nævnt også om et valg på et dybere eksistentielt niveau. Det handler om at vælge at se modstand som en ressource, et positivt signal til os om, at noget i nuet ikke er i balance. Når vi lytter til signalerne fra vores organisme uden at blive bange for dem, kan vi i langt højere grad handle efter vores behov og dermed skabe indre og ydre balance.

EKSEMPEL

Karina har i længere tid undgået sin kollega Thomas, efter at de til et møde havde en uoverensstemmelse. Den lille konflikt udviklede sig til en magtkamp, som resulterede i, at Karina ‘lukkede i som en østers’. Nu har deres team imidlertid støtte fra en konsulent, som blandt andet arbejder med kommunikation, kontakt og modstand. Konsulenten støtter Karina i at få sagt noget af det, hun har holdt tilbage over for Thomas. Konsulenten inviterer også de to til et møde (en encounter), hvilket de begge er interesserede i.

Karina begynder med at fortælle, hvad hun har på hjerte og fortæller også, at hun har holdt sig på afstand af Thomas i lang tid, fordi hun følte sig krænket og magtesløs i deres konflikt. Thomas bliver rørt over Karinas ord og mod, og han giver også udtryk for, at han har mærket distancen mellem dem. Også han har haft lyst til at vende tilbage, men har ikke haft mod til at tage det første skridt. Han deler med Karina, at han ikke ønsker at have magtkampe, og at han sætter pris på, at hun siger dette højt til ham. Karina får mod på at dele lidt mere og fortæller herefter Thomas, hvordan hun kender den slags mønstre fra andre relationer i livet, og hvor svært det kan være for hende at være under samme tag og uden kontakt. Thomas værdsætter endnu en gang hendes åbenhed og synes nu, at han har meget lettere ved at forstå Karina og hendes reaktionsmønster. Han siger, at denne snak hjælper ham til at være mere opmærksom og spørger, om hun vil hjælpe ham med feedback, hvis han en anden gang er ‘for hurtig på aftrækkeren’.

FLERE NIVEAUER AF MODSTAND

Modstand kommer ikke af ingenting, men er en reaktion på noget, der er gået forud. Det er derfor vigtigt at betragte konteksten samt ydre og indre påvirkninger, når vi vil forstå og arbejde med modstanden. Hvordan vi arbejder med modstanden hænger nemlig i høj grad sammen med hvilket niveau, den befinder sig på.

På sagsniveau kan modstand handle om uenighed, manglende forståelse, skepsis over for den andens argumenter, osv. På et følelsesmæssigt eller personligt niveau kan modstanden dreje sig om de reaktioner, vi kommer i kontakt med, når vi støder ind i en sag vi ikke bryder os om. Endelig er der flere niveauer af tillid og tryghed, som spænder lige fra tillid til eksempelvis sin leder, kollega eller partner til tryghed omkring proces, kontekst og formåen. Den amerikanske forandringskonsulent Rick Maurer inddeler i denne sammenhæng modstand i tre forskellige kategorier:

• Jeg kan ikke forstå det
• Jeg kan ikke lide det
• Jeg kan ikke lide dig

Jeg kan ikke forstå det omhandler den type modstand, der kan opstå, når der ikke er etableret forståelse eller klarhed. Det kan være når vi får stillet en opgave, vi ikke forstår problemformuleringen i, eller når vi modtager feedback, der ikke giver mening for os. Modtageren savner eksemplificering, uddybning, overblik, gennemsigtighed, enkelthed og svar, hvilket kan afstedkomme frustrationer, tilbagetrækning, lukkethed osv. Ofte vil modstand på dette niveau blive italesat, medmindre feltet eller gruppen er præget af utryghed i en sådan grad, at ingen vil risikere at lyde dumme eller uvidende. Modstand som har med forståelsen at gøre, knytter sig primært til det område i hjernen, der varetager mentale processer, præfrontal cortex.

Jeg kan ikke lide det beskriver den kategori af modstand, hvor modtageren har forstået situationen eller budskabet, men ikke kan lide det, hun hører. Måske bliver hun bange, ked af det eller vred over det, hun bliver præsenteret for, og måske giver hun også udtryk for dette. En hyppig reaktion er dog, at modstand i denne kategori udtrykkes fra et andet niveau. Eksempelvis bliver man vred over det, man hører, men man siger: »Det forstår jeg simpelthen ikke«. Her kan manglende tillid eller tryghed være årsag til, at følelser og andre personlige udtryk holdes tilbage. Denne form for modstand knytter sig oftest til det limbiske system og sekundært, hvis der eksempelvis mærkes uro, til det autonome nervesystem.

Jeg kan ikke lide dig vedrører modstand som opstår, fordi tillid og tryghed mangler. Måske mangler modtageren tillid til de rammer, hun befinder sig i, eller hun er utryg ved den person, som præsenterer hende for eksempelvis forandring. Denne kategori af modstand kan være svær at få italesat, netop fordi italesættelse og åbning kræver et trygt og tillidsfuldt rum. Det betyder, at modstand fra dette sted sjældent ytres direkte, men kanaliseres via et af de ovenstående niveauer – for eksempel kan man sige »nej, den idé bryder jeg mig virkelig ikke om«, eller »jeg kan ikke gennemskue formålet med dette«. Andre gange bliver modstanden slet ikke ytret, men derimod tilbageholdt (retroflekteret) eller ventileret til andre personer, og reaktionen kan også være konfronterende og krænkende (projektion). Modstand på dette niveau hænger for det meste sammen med det autonome nervesystem og kan også afstedkomme følelsesmæssige reaktioner, altså med forbindelse til det limbiske system.

EKSEMPEL

En organisation står over for nedskæringer, og en af lederne holder møde med en gruppe medarbejdere omkring de forestående forandringer. En medarbejder stiller spørgsmålstegn ved de strategier, som lederen har præsenteret for gruppen. Lederen reagerer først med forbløffelse og undren: »Jeg kan ikke helt følge dig…?« Medarbejderen uddyber så sin skepsis og rammer et ømt punkt hos lederen, der nu reagerer mere følelsesladet: »Det er da en malplaceret feedback, når nu jeg har arbejdet hårdt på at gøre strategien så god som muligt for jer!« Medarbejderen holder fast og synes ikke, at processen virker god for nogen som helst. Her bliver lederen tydeligvis urolig og reagerer: »Nu skal du vist lige overveje, hvad du stikker næsen i…!«

Lederen viser altså modstand på forståelsesniveau (‘jeg kan ikke forstå det’), følelsesniveau (‘jeg kan ikke lide det’) og tryghedsniveau (‘jeg kan ikke lide dig’). Denne progression er et eksempel på, at modstanden ikke bliver mødt og set på som ressource, hvorefter den vokser og giver mere uro.

EKSEMPEL

En personalegruppe har hyret en konsulent til at facilitere deres udviklingsdag. Konsulenten har lagt ud med et par oplæg, og nu er det meningen, at deltagerne skal lave interviewøvelser i grupper. Hun beder dem derfor om at fordele sig i grupper à tre. En kvinde kommer med spørgsmål: »Hvad er egentlig meningen med denne øvelse? Hvor lang tid har vi? Er det meningen, at alle skal prøve alle roller?« Konsulenten svarer imødekommende på disse faktuelle spørgsmål. Inderst inde tænker hun dog, at hun allerede har forklaret øvelsen, og hun oplever spørgsmålene som en forstyrrelse af dagens stramme program.

Konsulenten tager et par dybe vejrtrækninger og bruger denne lille pause til at tage kontakt til sin egen indre fænomenologi. Hun bliver opmærksom på, at hun både er irriteret over de afbrydende spørgsmål og at hun, som et automatiseret mønster, er ved at gå uden om modstanden. Pausen hjælper konsulenten til øget awareness og hun bliver opmærksom på, at baggrunden for de mange spørgsmål kunne være utryghed, hvilket hun herefter undersøger.

Det viser sig, at kvinden med spørgsmålene ikke har tillid til alle i gruppen. Det at skulle fordele sig i grupper er i sig selv en udfordring, og for denne kvinde er en sådan opgave med til at forstærke hendes utryghed og uro. Men hendes respons (modstand) bliver afsendt fra et forståelsesniveau, og dermed er fælden for konsulenten sat. Konsulenten kommer i begyndelsen til at give svar på forståelsesniveauet og kunne sandsynligvis komme med mange svar på dette niveau uden at hjælpe til øget tillid eller tryghed.

At opfange og differentiere typen af modstand stiller selvsagt store krav til terapeut, coach eller konsulent. Det kræver en høj grad af awareness hvad angår ens egen fænomenologi, altså de data, der kan opsamles fra de tre awarenesszoner: hvad ser/hører jeg? hvilke følelser/stemninger mærker jeg? hvilke tanker/forestillinger/fantasier konstruerer jeg? Derudover kræves også awareness om den ydre fænomenologi. Her menes fænomenologien hos klienten/kursisten samt de fænomener, der er til stede i feltet i øvrigt. Både kropssprog og intonationer kan være indikatorer for, at modstanden ikke kun handler om et forståelsesniveau, men at der også kan være følelser og uro eller utryghed på spil. At bruge sin awareness baner vejen for at anerkende modstanden, hvilket resulterer i en oplevelse af at blive mødt.

Ethvert arbejde med relationer indeholder muligheder for at udvide potentialet, både på individ- og gruppeniveau. Det kræver blot, at vi vælger at huske følgende:

• Modstander en ressource
• At ytre modstand styrker kontakt, awareness og relation
• At møde modstand skaber forandringer

Modstand skal mødes der, hvor det kan tages imod i den nærmeste udviklingszone.

Modstand er et fællesmenneskeligt vilkår – et fællesmenneskeligt fænomen. Alligevel har mange mennesker erfaring med, at modstand skal undgås eller manes til jorden. Men der findes andre måder at møde modstand på, og med øget awareness kan mødet med modstand skabe noget nyt. Dette gælder både den modstand, omverdenen byder os, men i lige så høj grad den modstand, vi selv mærker – uanset om det er mod noget, vi ikke forstår, ikke kan lide eller ikke er trygge ved.

Af Jesper Peter Rasmussen