Sådan hjælper vi hinanden når Danmark åbnes op igen

Når landet gradvist åbnes igen, er det vigtigt, at vi alle tager nogle forholdsregler, så vi kan performe bedst muligt. Alt har været under forandring, og det er vigtigt, vi lærer af nogle af de positive tiltag, som mange virksomheder har indført under krisen.

Når vi kommer tilbage på arbejdspladsen, er det nødvendigt at tage særligt hensyn og skabe fleksible rammer. Det tager tid at komme op i fulde omdrejninger igen for nogle, og flere mennesker vil have brug for lidt ekstra line og hensyn i starten.

Her følger fem gode råd til, hvordan vi bedst muligt kan vende tilbage på arbejdspladsen efter krisen.

1. HURTIGERE TILBAGE, END MAN TROR

Vi vender hurtigere tilbage til gamle vante mønstre, end vi tror, og hvis ikke vi er opmærksomme, vil vi lynhurtigt falde ind i gamle arbejdsgange og mønstre, også når det angår stressadfærd. Hold derfor fast i de gode og positive mønstre, du eller I har indført under krisen, og integrer dem med det samme, så I stressmæssigt kommer styrket ud af krisen.

 

2. AUTONOMI, FRIHED OG FLEKSIBLE RAMMER

Mange medarbejdere kan virkelig have profiteret af den større frihedsgrad, følelsen af autonomi og fleksibilitet, som krisen også har medført. Hvordan kan virksomheden positivt profitere af det? Tilbyd evt. medarbejderen lidt større frihedsgrad til en start. Hvordan med en eller to hjemmearbejdsdage, hvor I evt. tager nogle af jeres daglige møder online? Måske har I under krisen indført færre og kortere møder? Hvordan kan I ændre jeres mødestruktur, så den bliver mere fleksibel?

 

3. LÆR AF DE POSITIVE MØNSTRE OG FORANDRINGER I ALLEREDE HAR INDFØRT

I har ændret jeres arbejdsgange på flere områder. Lyt til hinanden, lyt til medarbejderne i forhold til, hvilke procedurer og arbejdsgange, der har virket godt og udviklende. Mange vil opleve, at eksempelvis hjemmearbejdsdage er en gevinst, både professionelt og privat. Andre synes måske, at færre og kortere møder har været befriende. Hvilke af de nye arbejdsgange har været mest effektive og givet den bedste balance for medarbejderen? Det er nu, I skal høste.

 

4. LÆN JER IND I FÆLLESSKABET

En af de positive følgevirkninger ved krisen har været, at flere emner ikke er tabuiserede i samme grad som tidligere. Det er pludselig blevet legalt at tale om angst og stress, da alle mere eller mindre har været ramt, og da alle har haft både stress og angst inde på livet, direkte eller indirekte. Benyt muligheden for at holde fast i den nærhed, der også er opstået. Fortsæt med at tale sammen om det, der rører sig i jer, benyt muligheden for fortsat at læne jer ind i kollektivet, ind i fællesskabet. Corona-krisen har på nogle punkter samlet os, hvad kriser ofte gør, det er nu, I skal beslutte jer for, om I vil holde fast i fællesskabet og tale sammen om de gode og positive ting i hverdagen, sammen med de udfordringer I også møder og har.

 

5. FORBERED JER PÅ DEN ANDEN BØLGE AF CORONA-VIRUSEN

Alle tidligere pandemier har vist, at der kommer en anden bølge, der ofte er værre end den første. Hvordan kan I som virksomhed ruste jer bedst muligt på den næste bølge eller på kommende pandemier? Singapore har som nation forberedt sig som følge af deres erfaringer i forhold til tidligere pandemier og har på ingen måde været ramt i nær samme omfang som andre nationer. Det samme kan I gøre som virksomhed. Forebyggelse er på alle leder og kanter langt billigere og mere sundt for alle virksomheder og deres medarbejdere.

Mange hilsener fra Stressambassadøren

Stressambassadøren er associeret partner med HUMANsupport