17 Oct Folk, der holder længere ferie, lever længere
Sæt tid af til at holde efterårsferie
Vores børn holder efterårsferie i denne uge, og noget tyder på, at det måske er en god ide, at holde ferie sammen med dem.
Ferier er, ifølge den finske professor Timo Strandberg, en af de bedste måder at nedbringe stress – og derfor kan ferietid potentielt forlænge dit liv.
Det er konklusionen i analysen af et studie, der har foregået over en årrække. Professoren bag analysen mener oven i købet at kunne vise, at en ellers sund livsstil ikke har den store effekt, hvis man ignorerer sine fridage og bare knokler igennem.
I undersøgelsen deltog 1222 mænd i ledende positioner. Alle deltagere har haft mindst én risikofaktor i udviklingen af hjertekarsygdom. De var eksempelvis rygere, havde forhøjet blodtryk eller kolesteroltal, var overvægtige eller lign.
Mændene blev tilfældigt fordelt i hhv. en kontrolgruppe og en interventionsgruppe.
Interventionsgruppen blev hver fjerde måned rådgivet i, hvordan de kunne få en sundere livsstil. I nogle tilfælde fik deltagerne desuden medicin mod eksempelvis forhøjet blodtryk. Mændene i kontrolgruppen modtog almindelig sundhedspleje og blev ikke tilset af forskerne.
I interventionsgruppen blev risikoen for hjertekarsygdom nedsat med 46 procent, men da man gjorde første status på forsøget efter 15 år, var dødstallet i interventionsgruppen højere end i kontrolgruppen. Analysen, der nu er blevet præsenteret, har igen gjort status, nu efter 40 år. Her mener forskerne at kunne se en forbindelse mellem korte ferier og højere dødelighed i interventionsgruppen, hvor mænd, der har holdt 3 eller mindre end 3 ugers ferie årligt, har haft 37 procent højere risiko for at dø.
Der er tale om en forholdsvis lille gruppe mennesker, og forskerne har ikke fulgt forsøgsdeltagernes gøren og laden i detaljer, så studiet efterlader en vis usikkerhed om, hvor stor en effekt ferierne har, for andre livsstilsmønstre kan også have spillet ind.
Kilde: Videnskab.dk og Stressamb.dk
Af Jesper Peter Rasmussen